MORUDLØBET
Efterårets udfordring i Langesøskoven
Søndag den 28. oktober bliver Morudløbet afviklet for tredje gang. Voksne kan vælge mellem en gammel dansk mil eller en dobbelt dansk mil. I år er der særlig fokus på Børneløbet, idet Grønfeldt Bolig betaler halvdelen af startgebyret.
- Som ungdomsrytter blev jeg verdensmester i cykling. Sporten har derfor altid haft stor betydning for mig, men de menneskelige relationer er de primære, og derfor har jeg engageret mig i Morudløbet. Det betyder meget for mig, at børn og unge får mulighed får nogle positive fysiske udfordringer. Derfor er det mig en glæde at betale halvdelen af børnenes startgebyr, fortæller Morten Grønfeldt fra Grønfeldt Bolig, som også nævner, at det betyder meget, at Morudløbet har samarbejde med Lions Club.
Lions Club Søndersø hjælper til ved Morudløbet og ti kroner af startgebyret går ubeskåret til Lions misbrugkampagner på Nordfyn.
Morudløbet fik sin debut i 2010, hvor der deltog 161 deltagere. I 2012 deltog 251 deltagere og arrangøreren, Morud Idrætsforenings Løbeklub håber, at man i år når 300 deltagere.
Et løb med mange udfordringer
- Det er så dejligt, at flere af deltagerne har givet udtryk for, at de er begejstrede for ruten. Vi har anstrengt os for at finde alle bakker i Langesøskoven. Det skal være en smuk oplevelse at deltage i Morudløbet, men også en løbetur, hvor deltagerne siger py ha hvor er det hårdt, men hvor er det skønt at løbe i Langsøskoven, lyder det fra ægteparret Jane og Jan Rubæk. Begge har løbeskoene på flere gange i løbet af ugen og har løbet flere halvmaratons, men det betyder også meget for ægteparret, at andre kan få glæden ved at løbe.
Derfor opfordres også alle løbeglade til at sætte kryds ud for den sidste søndag i oktober, og da det lokale erhvervsliv er meget positive, er der mulighed for at lave et arrangement med mange flotte præmier, så det bliver en oplevelse og hyggeligt at deltage i Morudløbet, fortæller Jane og Jan Rubæk.
Morudløbet bliver arrangeret af MIL – Morud Idrætsforenings Løbeklub i samarbejde med Blæsbjerghus og Lions Club Søndersø. Hovedsponsorer er Intersport, Grønfeldt Bolig og Ugeavisen Nordfyn.
Du kan se mere om Morudløbet på www.mi-loeb.dk og www.blaesbjerghus.dk
Børnene kan deltage til halv pris. Grønfeldt Bolig er sponsor. Foto: Erling Jensen.